Børnegårdens politikker

Herunder kan du læse om nogle af de politikker vi følger på Børnegården Uhrhøj.

  • Solpolitik

    Vi følger vores solpolitik i perioden april-september og når UV-indekset er 3 eller derover.

    Børnegården Uhrhøjs solpolitik skal sikre, at vi følger de officielle anbefalinger, vedr. beskyttelse af børn og personale mod solens stråler.

    Derfor følger vi i samarbejde med vores forældre nedenstående anbefalinger:

    • Børn smøres hjemmefra med vandfast solcreme, hvor tøjet ikke dækker.
    • Børnene smøres af personalet omkring middagstid, på områder, hvor tøjet ikke dækker.
    • Vi anbefaler, at børnene har en solhat og en tynd skjorte eller lignende hængene på garderoben som personalet kan give dem på når de er ude.
    • Personalet iværksætter aktiviteter som foregå i skyggen, og vi opfordrer børnene til at søge og lege i skyggen i middagsstunden mellem kl. 12.00 – 15.00.
  • Mad og måltidspolitik

    Er under revidering i vores forældrebestyrelse samt kostudvalg. 

  • Søvnpolitik

    Vores søvnpolitik læner sig op ad Sundhedsplejen i Vejle Kommunes anvisninger som du kan læse mere om her

    Tilstrækkelig søvn er meget vigtig for børns velbefindende og udvikling. For lidt eller for dårlig søvn kan bl.a. hæmme barnets vækst, koncentration, indlæringsevne og immunforsvar.


    På Børnegården Uhrhøj tager vi udgangspunkt i det enkelte barn og vi kigger først og fremmest på om barnet virke frisk og veludhvilet i løbet af dagen.


    Der er nemlig forskel på søvnbehov, men som hovedregel vil man sige at børn mellem 6-12 måneder har brug for at sove 14-15 timer i døgnet, børn mellem 1-3 år har brug for 12-14 timers søvn i døgnet, mens børn på 3-6 år har brug for 10-12 timer.


    De fleste børn sover to lurer når de starter i vuggestuen, men omkring 1 års alderen vil behovet typisk rykke sig til én lur om dagen. Nogle børn sover stadig middagslur når de kommer i børnehave, og stopper som regel omkring de 3-3½ år. MEN børn er forskellige.


    Som udgangspunkt mener vi på Børnegården Uhrhøj at børn i deres middagslur, hvis de ellers har en god og velreguleret nattesøvn, sover det de har brug for at sove. En dag i vuggestue eller børnehave kan være hårdt arbejde og vi ser derfor helst at børn får lov til at sove det de kan.


    Hvis barnet samlet set sover meget mindre end de burde eller har vendt op og ned på nat og dag, kan det dog have brug for hjælp til at regulere sin søvn for en periode. I disse perioder vil vi gerne være behjælpelige med at forsøge at vække barnet fra dets middagslur, så familien kan få etableret en god søvnrytme. I sådanne tilfælde vil vi indgå i løbende dialog med forældrene om, hvorvidt indsatsen har den ønskede effekt.


    Som udgangspunkt nedskriver vi ikke sovetider, medmindre barnet sover flere lurer om dagen. Børn kan have dage, hvor de øver sig på ting, der kræver megen fysisk eller mental energi eller de kan have dage, der har været fyldt med optankende aktiviteter, som har givet plus på overskudskontoen. Derfor mener vi at det ikke udelukkende ud fra længden på middagsluren kan vurderes, hvorvidt barnet har brug for at komme tidligt i seng til aften, ligesom en længere lur ikke nødvendigvis er skyld i en udskudt nattesøvn. Det vigtige er derfor at kigge på barnet. De fleste børn sover rundt regnet det samme hver dag når de sover lur, men såfremt et barn har sovet ekstraordinært lang eller kort tid, vil personalet informere forældrene.

     

     

  • Politik ved sygdom

    I vores politik omkring, hvordan vi forholder os til sygdom ved børnene, læner vi os op ad sundhedsstyrelsens anbefalinger.

    En hovedregel på Børnegården Uhrhøj er, at syge børn og personaler ikke bør komme i institutionen, og at et barn med en smitsom sygdom først må komme igen, når det ikke længere smitter.

    Det kan specielt for børns vedkommende være svært at afgøre, om de er syge eller raske, og ofte må man foretage et skøn, men på Børnegården Uhrhøj vurderer vi at barnet er rask, når det er feberfrit, og almentilstanden er upåvirket. For at en almentilstand er upåvirket skal man kunne deltage i de aktiviteter, man plejer uden at kræve særlig omsorg og pasning. Barnet skal altså fx kunne spise, lege ude og tage med på udflugt osv.

    Personalets opgave:

    Hvis et barn er syg, eller der er mistanke om sygdom, har personalet pligt til at kontakte forældrene med henblik på, at de snarest skal hente barnet hjem, hvis nødvendigt holde barnet adskilt fra de andre børn samt holde barnet under opsyn indtil forældrene er fremme.

    Ud over at forebygge smitte ved primært at sørge for at syge børn ikke opholder sig i institutionen, skal personalet opretholde god hygiejne samt videreformidle oplysninger om sygdomstilfælde. Dette sker i Børnegården ved hjælp af fysiske eller digitale opslag. Institutionen har tavshedspligt i forbindelse med oplysning af sygdomstilfælde.

    Forældrenes opgave:

    En forudsætning, for at udbredelsen af smitsomme sygdomme i institutioner for børn og unge kan nedsættes, er, at syge børn holdes hjemme. Dette er særlig vigtigt for småbørn, hvor hyppigheden af infektioner i forvejen er meget stor. Forældrene har her en særlig opgave.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor at forældre bør:

    • holde syge børn hjemme
    • respektere personalets vurdering af, om barnet er sygt/smittefarligt, når personalet kontakter forældrene med henblik på at hente barnet hjem
    • orientere sig om Sundhedsstyrelsens regler for, hvornår barnet må komme i institutionen
    • informere institutionen om, hvad barnet fejler og evt. lægeundersøgelser
    • overholde de generelle hygiejniske forholdsregler og være opmærksom på opslag om evt. skærpede regler i særlige situationer.

    Hvis et barn kommer i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom. Sundhedsstyrelsen henviser derfor til at en feberfri dag hjemme efter overstået sygdom er med til, at barnet kan komme sig og forebygge ny sygdom umiddelbart efter. I tilfælde af Roskildesyge anbefales dog 2 dage hjemme, efter at diarré og opkast er ophørt.

    Medicin-givning:

    Medicin-givning bør så vidt muligt foregå i hjemmet, da personalet på Børnegården ikke er uddannet i at behandle syge børn. Ved kroniske eller længerevarende sygdomme kan det være nødvendigt at give medicin flere gange dagligt og i visse tilfælde også i dagtilbuddet, for at disse børn kan have adgang til pasning og kontakt til andre børn i den udstrækning, deres sygdom tillader det. I disse tilfælde skal der være tale om lægeordineret medicin, ligesom forældre skal udfylde et medicinkort på Vejle kommunes hjemmeside med vejledning i hvordan medicinen gives, inden medicinen afleveres på Børnegården.